Logbog

Skærgården er vores igen

September markerer som regel sæsonens afslutning. For dem, der padler her året rundt, er det snarere begyndelsen. Michael O'Dwyer sendte os dette fra den svenske skærgård, og vi syntes, det fortjente at fylde hele nyhedsbrevet.

Skærgården er vores igen

Måske skyldes det årstidernes skiften. Måske er det bare, fordi vi igen har skærgården for os selv, men der er noget ved denne tid på året, som gør mig glad.

Børnene er tilbage i skolen, sommerhusene ligger øde, og de sidste turister er taget hjem. Stederne, der var så travle for blot et par uger siden, tømmes næsten fra den ene dag til den anden. På øerne er der ikke meget, der tyder på, at nogen overhovedet har været her. Ensomheden vender tilbage.



Vejret skifter også. Varmen forsvinder fra luften, og de første rigtige efterårsvinde begynder at komme. For de fleste er det her, eventyrsæsonen slutter. For os begynder den.

De yderste fuglereservater, som er lukket i yngletiden, åbner igen, og vi kan vende tilbage til øerne. Fuglene er væk og har efterladt fjer, krat og en hul æggeskal i ny og næ. Der er ikke meget andet. Et par vindblæste buske, pletter med lyng og den glatte, grå granit, som udgør så meget af disse øer. Det er et godt tidspunkt at være her.

Vinden kan gøre det mindre behageligt, men der er som regel et sted at søge læ. En fordybning mellem klipperne. En beskyttet plet med græs. Et sted, der er fladt nok til et telt, og hvis man er heldig, med lidt udsigt over vandet.

Dagene er kortere nu, men det skiftende lys opvejer mere end rigeligt. Stormene holder ofte til ude bag øerne. Mørke skyer samler sig over havet, og indimellem finder solen en åbning i dem. Lyset vælter ud over vandet og rammer de lave skær et efter et. Nogle gange varer det kun et par minutter.

Senere, når mørket endelig falder på, spiser vi sammen uden for teltene og taler om dagen. Vi mindes de øer, vi passerede, og de små ting, der ellers ville gå i glemmebogen. Der dukker historier op, som nok ikke ville være blevet fortalt andre steder. Der er noget ved at sidde i mørket, kilometer fra en vej eller et hus, som gør det let at tale sammen. Over os er stjernerne.



Dette er vores hotel med en milliard stjerner.

Og uundgåeligt begynder vi at tale om, hvor vi skal tage hen næste gang. Måske længere ud. Forbi de øer, vi allerede kender, ud på åbent hav. Der er stadig meget at lære. Hvordan man læser vandet, når vinden tager til. Hvor langt der er for langt. Hvornår man skal fortsætte, og hvornår man skal vende om. Skærgården er gavmild på det punkt. Den giver rig mulighed for at finde ud af det. Og der er altid noget at se.

En slange lå strakt ud på den varme klippe. En mink bevægede sig hurtigt langs kysten på jagt efter aftensmad. En sæl lå på et skær og løftede hovedet, da vi passerede, før den lagde sig ned igen.

Øerne er øde. Vinden bevæger sig hen over klipperne. Lyset skifter. Vi padler, slår lejr, snakker og stopper af og til bare op og ser os omkring. Skærgården er vores igen.

Tekst og fotografier af Michael O'Dwyer
Eventyr i Sverige · @adventuresinsweden.se